Forebyggelse fortsat på dagsordenen

Ressourcepersoner på arbejdspladserne skal holde fokus på det voldsforebyggende arbejde i Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning.
Af: Projektleder Birte Pedersen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Københavns Kommune

Hovedsikkerhedsudvalget i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns Kommune besluttede sidste år, at der lokalt skulle arbejdes målrettet med voldsforebyggende initiativer, og at eksisterende kriseplaner skulle ajourføres. Der blev derfor igangsat to udviklingsprojekter.

Målgruppen var medarbejdere i team for voksne på lokalcentre og handicapcentre samt medarbejdere fra stofmisbrugs- og hjemløseområderne. Herudover deltog medarbejdere fra Den Sociale Døgnvagt, Døgnkontakten for børn og Unge og et bocenter for psykisk syge.

I projektperioden blev der uddannet to ressourcepersoner fra hver arbejdsplads, i alt ca. 90 personer. Alle ressourcepersoner kom på kursus i fire dage og fik undervisning i psykisk arbejdsmiljø, konflikthåndtering, kriseberedskab og meget andet. I kurserne var der indlagt diverse hjemmeopgaver, fx formidling af viden og erfaring til kolleger på et personalemøde og ajourføring af kriseplaner.

Der blev holdt syv kurser á fire dage og fire opfølgningskurser hver på to dage, primært med fysisk instruktion i afværge- og frigørelsesteknik.

Hovedsikkerhedsudvalget stod for at gennemføre projektet. De lokale centerchefer og teamchefer samt forstanderne på de enkelte arbejdspladser har nu ansvaret for at følge op. De lokale sikkerhedsudvalg har pligt til at informere hovedsikkerhedsudvalget, hvis der opstår generelle problemstillinger, de ikke selv kan løse, eller der er behov for yderligere input i det videre arbejde.

Positive tilbagemeldinger

Tilbagemeldingerne fra kursisterne har været særdeles positive, 96 pct. var tilfredse med kursernes indhold og form. Herudover har kursisterne mange positive meldinger om, hvordan de har formidlet viden videre i egen organisation, og ikke mindst, hvordan kolleger og teamchefer i overvejende grad har været positive medspillere. Centercheferne og sikkerhedsudvalgene har ligeledes vist stor interesse og engagement, og blandt andet mødt talstærkt frem til de informations- og temamøder, der blev holdt i forbindelse med projektet.

Kursisterne deltog aktivt på temamøderne og holdt oplæg om erfaringerne fra uddannelsen.

Projekterne har været på sikkerhedsudvalgenes dagsorden. Flertallet af de implicerede områder har taget initiativ til forebyggende initiativer og har ajourført kriseplanerne. Nogle har afprøvet kriseplanerne og konstateret, at de virker efter hensigten. Det er også sat fokus på betydningen af at udarbejde procedurer for, hvordan nye ansatte instrueres i voldsforebyggelse og kriseplaner.

Hovedsikkerhedsudvalget har været aktivt på banen og har blandt andet fokuseret på psykisk arbejdsmiljø på de to sidste halvårsmøder for sikkerhedsudvalgene. Deltagerkredsen har her været udvidet med projekternes kursister og medlemmer af hovedsamarbejdsudvalget. Det kommende halvårsmøde sætter fokus på værdibaseret ledelse, trivsel og voldsforebyggelse.

Fremad

Der vil fremover blive holdt temamøder for kursisterne. Indholdet på møderne vil tage afsæt i blandt andet resultaterne af de spørgeskemaundersøgelser vi har gennemført før og efter kurserne. Herudover er der på fællesmøderne kommet mange gode forslag til fremtidige aktiviteter, fx yderligere kurser i afværge- og frigørelsesteknik og billedmateriale, der illustrerer teknikkerne.

Projektet har sat fokus på et område, der har behov for særlig bevågenhed fremover, og hovedsikkerhedsudvalget har derfor besluttet at iværksætte nye projekter målrettet andre områder med lignende problemstillinger. Voldsforebyggelse vil således fortsat være på dagsordenen og forhåbentlig medvirke til at reducere omfanget af vold og trusler på vores arbejdspladser.

I 2002 har forvaltningen taget et nyt arbejdsskadesystem i brug. Alle voldsepisoder skal registreres i systemet, uanset om der er fravær eller ej. Formålet er, at vi fremover kan dokumentere det faktiske antal voldsepisoder og følge udviklingen fra år til år.

Sideløbende med projektet er der udarbejdet en vejledning, primært om rengøring, til de udegående medarbejdere på lokal- og handicapcentre. Vejledningen fokuserer også på det psykiske arbejdsmiljø og betydningen af et godt samarbejde med ledelse og kolleger. I vejledningen beskrives, at medarbejderne skal instrueres i, hvad de kan komme ud for hos borgerne, og at det er legalt at sige fra over for særligt vanskelige opgaver.

Herudover er forvaltningens aftale med Københavns politi om vidnebeskyttelse taget op til revision. Aftalen betyder, at medarbejderne kun skal oplyse arbejdssted og seks cifre i personnummeret, når en voldsepisode anmeldes til politiet. Denne aftale er indgået for at beskytte medarbejderne mod, at borgerne får private oplysninger om en ansat.

De ansatte skal beskyttes mod overgreb og samtidig kunne betjene borgere, der ofte er i krise og reagerer voldsomt. Umiddelbart en uløselig opgave, men ny viden giver tryghed og forhåbentlig overskud til at møde hinanden og borgerne i dialog, ligeværdighed, respekt og tillid.