Forebyggelse i hjemmeplejen
Voldspolitik, registrering, undervisning og supervision. Det er de vigtigste elementer i Sorø Hjemmeplejes initiativer til forebyggelse af vold i psykiatri og demensafsnit.
Af: Uddannelseskonsulent Anne-Lise Hansen, Sorø Hjemmepleje
Sorø Hjemmepleje har i 2001 og 2002 fået bevilget midler til at uddanne personalet i socialpsykiatrien og hjemmeplejens to demensafsnit og til at udvikle pædagogiske redskaber til forebyggelse af vold.
Projekt „Forebyggelse af voldsepisoder i psykiatri og demensafsnit i Sorø Hjemmepleje" omfatter sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og social- og sundhedshjælpere.
Socialpsykiatrien i Sorø Hjemmepleje omfatter et opgangsfællesskab, et værested og en støttekontaktpersonordning. Der er ansat 5-6 medarbejdere. Sorø Hjemmepleje har to demensafsnit med henholdsvis 12 og 18 beboere. Her er ansat ca. 40 medarbejdere.
I forbindelse med projektet er der udviklet redskaber og metoder til registrering og analyse af voldsepisoder. Der er udarbejdet en uddannelsesplan for undervisning, som giver personalet større viden om specialet, samt pædagogiske metoder til forebyggelse af vold. Desuden er der udarbejdet plan for supervision til medarbejderne i demensafsnittene og socialpsykiatrien.
Voldspolitik og registrering
Sorø Hjemmepleje har formuleret en voldspolitik, som har til formål at synliggøre Hjemmeplejens overordnede og generelle holdninger, når ansatte udsættes for vold eller trusler om vold i forbindelse med deres arbejde.
Målet med voldspolitikken er:
- At den ansatte føler tryghed i arbejdet
- At antallet af voldsepisoder, trusler om vold mv. skal nedbringes mest muligt
- At den ansatte får den nødvendige støtte og hjælp, når vedkommende har været udsat for overgreb, med henblik på at begrænse følgevirkningerne.
Der er samtidig udarbejdet et skema til registrering af vold og trusler om vold mod ansatte i Hjemmeplejen. Skemaet skal anvendes efter enhver voldsepisode og skal sikre, at hændelsen bliver analyseret, og at der bliver fulgt op på den. Skemaet udfyldes af skadelidte og lederen hurtigst muligt efter voldsepisoden, samtidig tages stilling til evt. professionel hjælp. Der er ligeledes udarbejdes et skema til opfølgningssamtale tre måneder efter voldsepisoden.
Supervision og undervisning
For medarbejderne i de skærmede afsnit er der nu løbende supervision i forhold til den enkelte beboer. Supervisionen udføres af en ekstern specialist på området.
Der er desuden planlagt undervisning til medarbejderne, specielt med fokus på voldelig adfærd hos demente og forebyggelse af dette. Underviseren er specialist i gerontopsykologi.
Men demente borgere bor jo ikke kun i skærmede afsnit. Mange demente bor i almindelige plejeboliger eller i eget hjem. De kan også reagere aggressivt, og personalet her har ikke den samme viden og erfaring med at passe demente, som personalet i de skærmede afsnit.
Hjemmeplejen oplever, at dette problem er tiltaget, og har derfor, i forbindelse med projektet om voldsforebyggelse, iværksat undervisning for det plejepersonale, der servicerer borgere i eget hjem og plejeboliger.
Medarbejderne i socialpsykiatrien har påbegyndt et supervisionsforløb med en psykolog.
Der er flere formål med supervisionen. Enkelte medarbejdere eller hele personalegruppen kan tage situationer, der opleves belastende, op for at få bearbejdet situationen og de efterfølgende reaktioner, og for at reflektere over håndteringen af såvel den aktuelle som fremtidige situationer.
Flere medarbejdere fra socialpsykiatrien har deltaget i de konferencer, der er holdt i forbindelse med projektet, arrangeret af Socialt Udviklingscenter SUS.
Øget opmærksomhed
Indtil nu har projektet betydet, at personalet er blevet meget mere opmærksomme på ikke at bringe sig i situationer, som kan fremprovokere aggressioner.
Da medarbejderne i socialpsykiatrien ofte møder borgeren i borgerens eget hjem, er det blevet fast procedure at medbringe radio med overfaldsalarm.
Vi har ikke registreret nogen tilfælde af vold eller trusler om vold i socialpsykiatrien i projektperioden. Desværre har vi ikke rigtigt noget at sammenligne med, da vi ikke tidligere registrerede episoderne. Personalet giver dog udtryk for, at de er blevet bedre til at håndtere situationer, som kunne udvikle sig til voldsepisoder.
I de to demensafsnit er der registreret to tilfælde af trusler om vold og to tilfælde, hvor medarbejderen blev kradset og sparket. Der har tidligere været mange voldsepisoder i det ene afsnit, men disse var knyttet til en bestemt beboer, som ikke længere er på afsnittet.
Vi fortsætter med at registrere og analysere voldsepisoderne. Vi har brug mere erfaring med at anvende redskaberne til registrering og analyse, inden vi evaluerer på dem.
Efter projektet vil der fortsat blive planlagt fast supervision både i socialpsykiatrien og de to demensafsnit.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2002 (årgang 8 nr. 2).