"Nå, gør I sådan hos jer..."

Et erfaringsudvekslingsprojekt for medarbejdere og ledere i særligt tilrettelagte botilbud med meget udafreagerende og ressourcekrævende beboere.
Af: Netværkskoordinator og psykolog Hanne Kildevang, Sølund

Projektet handlede om udveksling af erfaringer med at arbejde i særligt tilrettelagte bo- og behandlingstilbud. I daglig tale kaldes sådanne bo- og behandlingstilbud for enkeltmandsprojekter, særforanstaltninger eller specialtilrettelagte boenheder.

Kendetegnet ved enkeltmandsprojekterne er, at de i mange tilfælde har svært ved at rekruttere kvalificerede medarbejdere – samt efterfølgende at fastholde dem i ansættelsen. Dette skyldes bl.a. det vanskelige ved gennem længere tid at skulle opretholde et engagement i forhold til én enkelt eller ganske få beboere – der samtidig kan have en ekstrem udafreagerende, uforudsigelig eller på anden måde ressourcekrævende adfærd. Desuden er der meget alenearbejde i de særligt tilrettelagte små boenheder – og et samvær med nogle beboere, der kræver meget koncentration og psykisk støtte fra medarbejderen.

Idéen med projektet var at styrke deltagernes oplevelse af, hvordan de gennem udveksling af erfaringer – og i en åben dialog med kolleger i tilsvarende arbejdssituationer – kunne styrke deres egen handlekompetence og vidensniveau. Formålet var endvidere at bryde den faglige og sociale isolation, som medarbejdere i bo- og behandlingstilbuddene kunne opleve på grund af den måde, arbejdet blev tilrettelagt på.

Erfaringerne fra Enkeltmandsprojekterne

Erfaringerne fra arbejdet som netværkskoordinator for Enkeltmandsprojekter på landsplan har vist, at det kunne være en stor fordel, hvis medarbejderne selv fik mulighed for at udveksle oplevelser, erfaringer og problemstillinger, som de oplevede i forhold til denne særlige brugergruppe.

De mange forskellige specialpædagogiske projekter rummede alle hver for sig ny viden og indsigt i forhold til arbejdsfeltet. På den anden side var medarbejdere og ledere, som i det daglige var optaget af at få specialprojekterne til at fungere, også dem, der havde mindst overskud og overblik i forhold til at få indhentet de gode erfaringer inden for deres arbejdsområde.

For at kompensere herfor skulle der udvikles en forholdsvis enkel metode til fælles refleksion og læring. Metoden skulle være med til at skabe en større interesse for det udviklingspotentiale, der måtte være i at indhente – og lade sig inspirere af – erfaringer, som medarbejdere i tilsvarende faglige sammenhænge havde.

Etablering af vidensskabende netværk

Inspirationen til indholdet i projektet „Etablering af vidensskabende netværk mellem specialpædagogiske boenheder for udviklingshæmmede/senhjerneskadede beboere med en voldelig kommunikationsform", kom fra bl.a. Center for Evaluerings beskrivelser af vidensskabende netværk og casestudiemetoden.

Der blev udvalgt seks forskellige bosteder i hele landet til at deltage i specialpædagogiske projekter. Deltagerne kom bl.a. fra et enkeltmandsprojekt etableret for en ung, meget udadreagerende bruger med en tilsynsdom, en lille specialboenhed for bl.a. beboere med Prader Willi syndrom, samt et nyetableret flermandsprojekt for yngre udviklingshæmmede beboere med svær, utilpasset social adfærd og psykiatriske problemstillinger.

Projekterne udvalgte selv tre medarbejdere og en leder, som skulle være gennemgående personer i hele projektperioden. Projektmidlerne financierede vikarafløsning og opholdsudgifter, men projekterne var velkomne til på egen regning at inddrage flere af deres medarbejdere.

Personlige og faglige udfordringer i dagligdagen

Der blev afholdt tre møder i projektperioden, som varede ca. 1 år. Det første møde var et internatkursus med et meget intensivt og tæt program.

Før selve mødet blev deltagerne bedt om at forberede sig på en præsentation af sig selv, deres arbejdssituation og faglige udfordringer. Hver deltagergruppe skulle også komme med forslag til, hvilke faglige problemområder eller udviklingsønsker de kunne tænke sig, der blev inddraget i erfaringsudvekslingsprojektet.

De fleste deltagere oplevede opgaven som en stor udfordring, der også var med til at sætte fokus på deltagernes selvforståelse. Det at skulle beskrive sig selv overfor de andre deltagere udgjorde en både faglig og personlig udfordring og medvirkede til „stop op refleksion" – især i forhold til det ellers daglige travle liv. For nogle deltagere tydeliggjorde opgaven også det vanskelige i at skulle samles om en fælles opgaveløsning – og ydermere i at skulle etablere en fælles forståelse og et fagligt udgangspunkt i forhold til den enkelte beboer. „Vi har bare ikke haft tid til at mødes....", var en genkendelig sætning, og et godt udgangspunkt for en ikke skyldsbetonet, men lærerig refleksion over tilrettelæggelsen af det daglige arbejde.

De to dage gik med at få fortalt om hinandens bosteder og arbejdsopgaver, hvilket affødte mange nysgerrige og fagligt relevante spørgsmål. „Hvorfor har I tilrettelagt jeres botilbud på den måde..?" „Hvis det er sådan, I har det som personale, hvordan forholder jeres ledelse og forvaltning sig så til det..?" „Hvordan er I nået frem til at have så godt et samarbejde i jeres gruppe?" „Hvilke konfliktsituationer oplever I i projektet med sådanne beboere, og hvad gør I så....?

Mellem netværksmøderne fik grupperne en specificeret opgave, hvis overskrift var: „Vælg et emne, som I er meget optaget af, noget I ønsker at blive klogere på, høre de andres mening om eller noget som I har prøvet på en ny og anderledes måde og gerne vil fortælle de andre om..".

Reflekterende team

På det følgende internatmøde anvendtes reflekterende team [1] som en metode til fælles udforskning og kvalificering af gruppernes fremlæggelser. Metodens særlige værdi i udelukkende at stille åbne spørgsmål, opstille hypoteser og tænke højt, krævede en del øvelse af de deltagere, for hvem modellen var ny – men på intet tidspunkt forfaldt deltagerne til at tage patent på sandheden eller de rigtige svar.

Der var livlig snakken i pauserne, hvor alle skulle spørge om det, de ikke kunne få sagt inden for „modellens rammer". Men metoden skabte en åben og fordomsfri udveksling af virkeligheder, hvor målet var, at ingen kunne føle sig bedrevidende eller diskvalificeret. Alle skulle gennem en oplevelsesmæssig og fælles faglig udforskningsproces.

Netværkskoordinatorens opgave var at være tovholder i denne proces, samt at sikre alle deltagere mulighed for en nuanceret fremlæggelse af deres arbejdssituation og oplevelse af at være blandt ligeværdige og interesserede kolleger. Det var således en forudsætning for metodens anvendelse, at koordinatoren tillod sig en vis styring af fremlæggelserne, så alle deltagere følte sig hørt og kom frem med det, de gerne ville sige.

Efter hver fremlæggelse forsøgte alle deltagerne i fællesskab at uddrage en læring og identificering af nogle fælles faglige interesseområder. Dette blev gjort med henblik på eventuelle senere initiativer til yderligere vidensindsamling, fælles konferencer, uddannelsesforløb el. lign.

Medarbejderkvalificering

Erfaringsudvekslingsprojektet blev suppleret med et par temadage med et direkte fagligt indhold og et par møder i en baggrundsgruppe (som havde til opgave at følge og medkvalificere netværksgruppernes procesforløb).

Set i bakspejlet – og udfra deltagernes egne tilbagemeldinger – er der ingen tvivl om, at det største udbytte var den gensidige åbenhed og udveksling af erfaringer vedrørende arbejdet med denne særlige brugergruppe. Der blev udvekslet mange eksempler og holdninger til tilrettelæggelsen af relevant personalepleje, daglig ledelse, supervision (eller manglen på samme), kollegial krisehjælp m.v. Deltagerne fik også udvekslet gode idéer til, hvordan man kunne komme videre med en relevant specialpædagogisk kvalificering af personalegruppen, herunder også uuddannede medarbejdere.

Etableringen af vidensskabende netværk eller erfaringsudvekslingsgrupper må blive et af de væsentligste redskaber til en fremtidig medarbejderkvalificering.

Vidensskabende Netværk

Der tales i disse tider meget om pædagogisk dokumentation og den ikke formulerede, eller „skjulte viden", som ligger i de enkelte medarbejdergrupper. Styrken ved metoden Vidensskabende Netværk er:

• En synergieffekt, hvor det, man sammen finder frem til og kan formulere viden om, er mere end det, man hver især vil kunne opnå
• At skabe en merviden og nye erkendelsesprocesser udfra en oplevelse hos den enkelte deltager af, at det, som produceres af fælles viden, er et resultat af egen og kollegers indsats, modsat fx en belæring af kloge hoveder udefra eller dyre konsulenter
• Oplevelsen af ikke at være alene med nogle faglige problemstillinger eller i en særlig arbejdssituation, men at befinde sig i et kollegialt fagligt fællesskab med tilsvarende arbejdssteder andre steder i landet
• At metoden befordrer en åbenhed og nysgerrighed over for andres virkelighed, samt øget beredvillighed til at studere egne faglige antagelser og arbejdsrutiner.

Metoden er forholdsvis billig i anvendelse, bortset fra udgifter til vikardækning. Derudover har metoden samtidigt et mere overordnet dannende perspektiv, fordi den generelt åbner medarbejdernes øjne for de værdier og den viden, som de selv, men også kolleger i tilsvarende arbejdssituationer, bærer rundt på – oftest uden at have fået det formuleret eller anerkendt i en bredere kollegial sammenhæng.

Dannelsen af faglige eller vidensskabende netværk – eller måske ligefrem krav fra overordnet side om i langt højere grad at orientere sig i forhold hinandens erfaringer på det specialpædagogiske område – må kunne spare en del ressourcer både menneskeligt og konkret, kunne sikre et bedre tilbud til beboerne, og i mange situationer også kunne gøre det lidt lettere og sjovere at være medarbejder i de specialpædagogiske botilbud.

Den form for Vidensskabende Netværk som blev valgt i dette projekt, kan udbygges og vil også i fremtidige projekter blive justeret i forhold til de indhentede erfaringer. I denne forbindelse kan det bl.a. diskuteres, om den valgte tilgang kan tilføjes en eller anden form for udbygget skriftlighed af de erfaringer på det pædagogiske niveau, som deltagerne så fremlægger. Netværksgrupperne skal i så fald have mulighed for at mødes flere gange, fordi det i begyndelsen er rigeligt for dem at skulle forholde sig til egen og de andres præsentationer. Og deltagerne skal også i mellemperioden sikres mulighed for at kunne mødes i arbejdstiden, så forberedelsen til netværksmøderne ikke bliver til endnu en belastning, som de kan have svært ved at finde tid til.

Interesserede er velkomne til på www.enkeltmandsprojektet.dk/udviklingsprojekter at læse evalueringen af projektet og se de forberedelsesskemaer, som har været anvendt. Det er også muligt at kontakte Enkeltmandsprojekter på Landsplan, Århus Amt (tlf.: 87931141/143) med spørgsmål og kommentarer.