Når pædagogikken ikke rækker
I mange bo- og servicetilbud er der ofte en enkelt beboer, der udviser et anderledes reaktionsmønster. Hvis beboeren kommunikerer angst, utryghed og frustrationer ud i form af slag, spark og andre udadrettede reaktioner er det vigtigt, at give alle medarbejdere en fælles handlemodel, som er med til at skabe tryghed og minimere de udadrettede reaktioner.
Af: Projektleder Poul Malling, Bellisbo, Vestcentret Give
Bellisbo er et botilbud, der hører under Vestcenteret i Give. I sattelitafsnittet på Bellisbo var der tidligere et meget højt sygefravær og en stor personaleflugt på grund af tiltagende problemer med den pædagogiske indsats over for en beboer med meget udadreagerende adfærd.
Der blev derfor søgt om midler i Vold som Kommunikationsmiddel til at iværksætte et udviklingsprojekt, som omhandlede uddannelse af hele personalegruppen med særlig vægt på at kunne arbejde struktureret og forudsigeligt.
Medarbejderne var to særdeles kvalificerede pædagoger med stor erfaring, et antal løst ansatte vikarer samt sporadisk brug af personaleressourcer fra kerneafsnittet. Begge de fastansatte pædagoger bar præg af nedslidthed og magtesløshed i forhold til opgaven - men var begge meget indstillet på at få tilført ny viden, ligesom de havde mod på at give projektet en chance.
Den pågældende beboer var en stærkt medicinpåvirket ung kvinde med meget forsinkede reaktioner. Man var på stedet meget opmærksomme på det problematiske i denne medicinering, men havde af sikkerhedsmæssige grunde set sig nødsaget til at give medicinen.
Stedets pædagogik byggede helt klart på de nødvendige elementer som forudsigelighed og visuel støtte, men hovedparten af aftaler i medarbejdergruppen samt handleplaner var ikke skriftligt formaliseret – de fandtes for størstedelens vedkommende kun som en viden hos de to erfarne pædagoger.
De vigtigste opgaver
Det fremstod tydeligt, at en af de vigtigste opgaver var, at gøre beboeren mindre afhængig af bosted og personlige/faglige forudsætninger hos de to fastansatte pædagoger, idet hun over tid mødte ca. 14 – 16 medarbejdere inklusive beskæftigelsen. Samtidig skulle der opbygges en struktur og et støttesystem, som i en overskuelig skriftlig form gav tilgængelighed for alle involverede medarbejdere.
Kort sagt blev et af målene at gøre den pågældende beboer mindre personafhængig og mere systemafhængig, når hun var i en faglig/professionel sammenhæng. Sideløbende hermed havde alle, inklusive de pårørende, et stærkt ønske om at reducere den kraftige medicinering. Dette sidste mål måtte man af hensyn til den unge kvinde gå meget forsigtig til værks med, således at en reduktion kun skete i takt med, at der blev tilført aktiviteter og indhold i hendes hverdag.
Rollen som projektleder skulle fokusere på supervision - dels supervision på møder, dels personlig supervision. I forbindelse med sidstnævnte blev det aftalt, at projektlederen samtidig skulle være praktisk/pædagogisk coach – dvs. at en del af arbejdstiden skulle være som pædagog og observatør i huset.
Den overordnede handleplan
Den overordnede handleplan blev udarbejdet og fremstår nedenfor i en ultrakort udgave:
• Struktur
Der udarbejdes strukturskema med aktiviteter og klokkeslæt påført.
De tre medbeboeres struktur koordineres med den unge kvindes.
Der udarbejdes detaljerede handleplaner og træningsprogrammer, som udformes og opbevares i en lettilgængelig og overskuelig model.
Alle små, ikke strukturerede aktiviteter informeres ud til alle medarbejdere – alle skal være i stand til at støtte beboeren i hendes hverdag.
• Støttesystem
Det visuelle støttesystem (her piktogrammer) opbygges fra bunden af med få symboler, samtidig med at beboeren gøres aktiv i brugen heraf.
Systemet skal gøres troværdigt med henblik på ensartethed, forudsigelighed og tryghed.
Systemet skal være den pågældende beboers vigtigste informationskilde – det talte sprog er for skrøbeligt og flygtigt for hende, mens visuelle symboler er blivende.
Når systemet er cementeret, kan der arbejdes med dets egentlige styrke „at synliggøre akutte forandringer i hverdagen visuelt".
• Kommunikation
Der skal hos medarbejderne arbejdes med det verbale sprog og med kropssprog – og ikke mindst sammenhængen mellem disse.
Budskaber skal være enkle og tydelige – unødvendig „ordsalat" fjernes fra sproget.
I stedet for at lade beboeren være afhængig af, at skulle tilpasse sig mange forskellige menneskers særegenskaber, bør pædagogerne tilstræbe, at der er en rød tråd i deres måde at kommunikere og agere på.
• Indlæring
Der udarbejdes systematiske træningsprogrammer udfra en detaljeret målsætning og med aftaler om evaluering, registrering og næste delmål.
Det nytter!
Ovenstående er i meget korte træk nogle af de elementer, der blev arbejdet med – og sideløbende hermed blev beboerens medicinering også minimeret.
Der er fra starten registreret tæt på antallet af episoder og konflikter. Og den grafiske fremstilling af disse registreringer viser, at episoderne er faldet til en brøkdel – faktisk er de næsten fjernet.
Pædagogernes magtesløshed blev til målrettethed, og succeskriteriet blev tilvejebragt for både pædagoger og beboer ved hjælp af registrering og målbar indsats.
Projektvejlederens rolle er reduceret til en månedlig supervision af henholdsvis medarbejdergruppen og kontaktpersonen.
De tilførte ressourcer må siges at være givet rigtigt godt ud! Faktisk er der „kun" tale om en tilførsel på fire ekstra pædagogtimer om aftenen i den daglige dækning – en dækning, som oprindelig var to timer morgen og otte timer aften til en boenhed med ikke mindre end fire ressourcekrævende beboere.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2002 (årgang 8 nr. 2).