Kollegerne bakker op
Større rummelighed og forståelse for hinanden med kollegial supervision.
Af: Projektleder Bente Westergaard, Klosterparken
Klosterparken er et botilbud under Psykiatrien i Sønderjyllands Amt. Med virkning fra 1. januar 2000 er botilbuddet omstillet til at være specialbotilbud til borgere med demenssygdomme. Der er 40 boliger, dels til længerevarende ophold, dels til midlertidige ophold/akutte aflastningsophold.
Klosterparken er organiseret med tre lige store beboerafdelinger, og hver afdeling er opdelt i to grupper. For alle beboere gælder, at demenssygdommen har medført så komplekse tilstande, at deres pleje- og omsorgsbehov ikke aktuelt kan løses i kommunalt regi. Beboernes pleje- og omsorgsbehov kombineret med deres ofte manglende evne til samarbejde betyder, at medarbejderne dagligt må forholde sig til dilemmaerne mellem omsorgspligt, omsorgssvigt og magtanvendelse.
Det er vores opfattelse, at vold aldrig vil kunne undgås helt i arbejdsfeltet med svært demente personer, og at medarbejdere med beboerkontakt derfor nødvendigvis personligt og samarbejdsmæssigt må rustes til den belastning, volden medfører. Samtidig har vi den opfattelse, at en ændring af voldsmønsteret overvejende beror på medarbejdernes indsats, og at medarbejderne derfor må udvikle arbejdsmetoderne inden for pleje, omsorg og aktivering.
Kollegial supervision
Disse opfattelser var baggrunden for, at vi har iværksat et voldsreducerende udviklingsprojekt, som både indeholder en styrkende og støttende indsats i form af oplæring i at anvende kollegial supervision, og en indsats, der går på metodeudvikling gennem praksislæring.
Projektdelen med kollegial supervision blev sat i gang marts 2001; den eksterne underviser har haft tre seancer i foråret 2001, to seancer i efteråret 2001, en seance i foråret 2002 i hver gruppe, og der er planlagt en seance i hver gruppe til efteråret 2002.
Vi har arbejdet med oplæring og forankring af metoden kollegial supervision, det første år og med opfølgning og fastholdelse andet år. Vi har lagt vægt på, at medarbejderne lærer at identificere vold, specielt psykisk vold og psykiske reaktioner på fysisk vold, samt at medarbejderne lærer at bearbejde følgerne af vold ved hjælp af kollegial supervision. Metoden trænes i grupperne mellem seancerne.
Forløbet har vist, at det er meget krævende både at lære metoden og at indarbejde den, så det bliver en naturlig del af arbejdet. Vi planlægger derfor, at den eksterne underviser også følger projektet i 2003 med en eller to seancer i gruppen.
Projektdelen med faglig metodeudvikling inden for pleje, omsorg og aktivering gennem praksislæring med mundtlige og skriftlige beskrivelser og evt. brug af videooptagelser er foreløbig udsat, så kræfterne og engagementet i første omgang rettes mod at forankre metoden med kollegial supervision.
Projektdelen med kollegial supervison evalueres af en ekstern evaluator. Evalueringen støttes af Formidlingscenter Nord med puljemidler fra mini-puljen på demensområdet. Evalueringen omfatter blandt andet spørgeskemaundersøgelser ved projektets begyndelse og afslutning samt en række gruppeinterview.
Den foreløbige evaluering viser, at kollegial supervison næppe i væsentlig grad reducerer antallet af voldelige hændelser og brug af magtanvendelse, men at metoden ruster medarbejderne til at bære den belastning, volden medfører. Der er udviklet høj grad af gensidig tillid i medarbejdergrupperne; man tør bede om hjælp og man tilbyder sin hjælp i forbindelse med voldelige episoder. Medarbejderne, arbejdspladsen, kulturen er blevet mere rummelig, og medarbejderne har fået en større forståelse for sig selv og hinanden.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2002 (årgang 8 nr. 2).