Det hjælper!
Et massivt fokus på vold og voldsforebyggelse gennem et år har både ændret synet på volden og den pædagogiske praksis.
Af: Forstander Anne Damgaard Nielsen og Stedfortræder Christian Oxbøll, Bostedet
Bostederne Tomatvej 5, Kigkurren, Sjælør Hus 4 & 5 samt Dagtilbuddet Pavillonen (tilhørende Bostedet Tomatvej 5) og Dagtilbuddet VIKA (hørende under Bostedet Sjælør Hus 4 & 5) fik i april 2001 tildelt 200.000 kr. fra puljen „Flaskehalse og forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud". Alle tilbuddene hører under Københavns Kommune.
Bo- og dagtilbuddene huser og beskæftiger personer med varig nedsat psykisk funktionsevne og med infantil autisme eller Prader Willi syndrom.
Overordnet er der mange sammenfald i voldens fremtræden på de fem afdelinger. Volden medførte et meget belastende arbejdsmiljø, mange sygemeldinger og problemer med at rekruttere og fastholde medarbejdere.
I et forsøg på at ruste organisationen og medarbejderne til at forebygge og tackle volden og hjælpe voldsramte medarbejdere på en bedre måde igangsatte vi projektet „Voldsforebyggelse og interventionsprocedurer for voldsramte medarbejdere".
Under projektet skulle der udarbejdes en fælles voldspolitik, fælles registreringsprocedurer og -skemaer, vi skulle have fælles undervisning i voldsforebyggelse og der skulle laves fælles beredskabsplaner over for voldsramte medarbejdere.
På sigt havde vi en ide om, at vi kunne:
- Forebygge volden og dermed skabe et bedre arbejdsmiljø
- Skabe en arbejdsplads, der tiltrak og fastholdt medarbejdere i længere tid
- Forbedre hjælpen til voldsramte medarbejdere og dermed mindske følgerne af volden
- Ændre medarbejdernes syn på volden fra kun at være en belastning til også at være en pædagogisk udfordring.
Projektet er nu slut. Vi sidder tilbage med en flot mappe, der indeholder en voldspolitik, en beredskabsplan, en undervisningsplan og en registreringsvejledning.
Vi fik lavet et computerprogram til registrering og analyse af volden. Programmet har været – og vil være – en stor hjælp i forhold til at skabe overblik over voldens fremtræden og årsagssammenhænge. Nu skal tiden så vise, om det var det, der skulle til.
Hvad er det, der hjælper?
I evalueringen af projektet er der særligt er tre områder, der går igen, når personalet skal beskrive, hvad det er for områder der har betydning for forbedringen af arbejdsmiljøet:
- Åbenhed og tryghed i personalegruppen. Det er den gennemgående opfattelse, at projektet har bidraget til at skabe øget åbenhed om temaet vold og voldsforebyggelse. De fleste medarbejdere giver udtryk for, at rammerne nu i højere grad er til stede for at sætte personlige oplevelser på dagsordenen og trække på hinandens erfaringer
- Kollegiale fora. Herunder mulighed for supervision, vidensdeling og tid til refleksion
- Rekruttering og følordning. Herunder vigtigheden af en god introduktion for nye medarbejdere.
Den skjulte effekt
Uanset hvad det præcist er udslaget, har vi en klar oplevelse af, at tingene har ændret sig. Sygefraværet som følge af vold er mindsket. Antallet af gange beredskabsplanen har været sat i værk er mindsket. Antallet af henvisninger til krisepsykolog er mindsket. Inden for det sidste år har vi henvist én medarbejder til krisepsykolog, vi plejer at henvise omkring seks om året. Antallet af registrerede voldsepisoder er mindsket. Og vi taler om volden på en anden måde end tidligere.
Alt dette er ikke noget, vi har klar dokumentation for endnu. Og i nogle tilfælde vil det heller ikke kunne lade sig gøre, eftersom vi nu registrerer på en anden måde end tidligere. Men vi vi tror, der samtidig har været en form for skjult effekt. En faktor, vi ikke havde forudset i projektbeskrivelsen.
Det at sætte så massivt et fokus på vold og voldsforebyggelse samt arbejde mere eller mindre koncentreret med det over et år har ændret både vores syn på vold, vores pædagogiske praksis og vores pædagogiske drøftelser. Vi er blevet klogere.
Det er måske det, vi plejer at kalde den tavse viden. Under alle omstændigheder er det svært at sætte en finger på, hvad det præcist er, men processen har gjort en forskel.
I hvert fald ved vi, at drøftelserne om, hvad vold er, og hvad vold gør ved os, og forsøgene på at forstå og forklare voldelig adfærd ændrer holdninger og handlinger i en positiv retning. Så den drøftelse vil vi forsat have fremover. Det hjælper nemlig allerede…!
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2002 (årgang 8 nr. 2).