Vold som Kommunikationsmiddel er en hårdtslående pulje
9,5 mio. kr. over 3 år. Det var, hvad der i 1999 blev afsat fra satspuljemidlerne til projekt Vold som Kommunikationsmiddel. Ikke en kæmpestor bevilling, men ikke desto mindre er der igangsat hele 47 udviklingsprojekter.
Af: Direktør Jens Jensen, Arbejdstilsynet
Mens det på forhånd kunne forventes, at der ville komme mange ansøgninger fra bo- og servicetilbud til den ene af de to puljer, der drejer sig om forebyggelse af personale-rekrutteringsproblemer på voldsplagede bo- og sevicetilbud, var det mere tvivlsomt, hvordan uddannelsesinstitutionerne og praktikstederne ville respondere på den anden pulje om voldsforbyggelse i de faglige uddannelser. Men også her viste der sig stor interesse for at igangsætte udviklingsarbejder – både på uddannelsesinstitutionerne og på praktikstederne og ofte i projekter, der bygger bro mellem uddannelses- og praktiksteder. Medvirkende hertil var formentlig både den konference om arbejdsmiljøundervisningen på uddannelser, som Arbejdstilsynet afholdt i januar 2000 og ikke mindst den undersøgelse af voldsforekomsten blandt praktikanter på SOSU-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne, som Socialt Udviklingscenter SUS gennemførte i foråret 2000 som led i Projekt Vold som Kommunikationsmiddel. En undersøgelse, som jo viste, at en overraskende stor del af de studerende på disse uddannelser er udsat for vold og krænkelser i deres praktik.
En væsentlig forklaring på, at det er lykkedes at igangsætte så mange udviklingsprojekter, er formentlig det tætte samarbejde med SUS. Med baggrund i Projekt Vold som Udtryksform havde SUS hele den forhåndsviden, de kontakter og det netværk, som er væsentligt, hvis man vil sætte en udviklingsproces i gang eller udbrede en allerede igangværende udvikling. Ikke alene har SUS meldt puljerne ud, talt med potentielle ansøgere, aktiveret netværket og forhåndsbehandlet ansøgningerne. De har også haft den løbende kontakt med projekterne.
Mens nogle af projekterne handler om at udbrede allerede kendte voldsforebyggelsesmetoder til arbejdspladser, som ikke tidligere har arbejdet systematisk med vold som en del af arbejdsmiljøet, er der i andre projekter tale om at afprøve nye metoder i det voldsforebyggende arbejde.
Projekterne har også givet et godt indblik i, hvilke barrierer der er for det voldsforebyggende arbejde.
På de årlige netværksmøder har projekterne haft god tid til indbyrdes erfaringsudveksling – både inden for, men også på tværs af puljerne, idet dette også viste sig at være særdeles udbytterigt. Arbejdstilsynets repræsentant på netværksmøderne har oplevet et summende liv af engagement på disse møder. I begyndelsen handlede det mest om, hvordan man får skubbet projekterne i gang, men efterhånden som projekterne er skredet frem og erfaringerne har taget form, har deltagerne samlet sig i workshops, hvor projekterne har fremlagt deres erfaringer om bestemte emner. Også de hyppige Nyhedsbreve har medvirket til denne erfaringsudveksling – og ikke mindst til at erfaringerne fra projekterne også når ud til nogle af dem, som ikke var så heldige, at få del i støtte-midlerne.
I det hele taget må jeg sige, at vi i Arbejdstilsynet er stolte af vores samarbejde med Socialt Udviklingscenter SUS. Deres tætte kontakt til bo- og servicetilbuddene har gødet jorden for projekterne og det har betydet at puljen har givet meget aktivitet for pengene.
Af samme grund hilser vi også det nye Projekt PARIS velkommen. Med Projekt PARIS vil vi i et fortsat samarbejde med SUS forsøge at overføre de indhøstede erfaringer fra Vold som Kommunikationsmiddel – dels til andre institutioner inden for social- og sundhedssektoren, men nok så vigtigt også til nye områder, bl.a. til fængselsvæsenet. Det kommer dels til at ske gennem egentlige formidlingsprojekter på baggrund af de nu gennemførte projekter i Vold som Kommunikationsmiddel, men også gennem igangsættelse af nye udviklingsprojekter.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2002 (årgang 8 nr. 2).