Download magasinet som PDF-udgave

Beboervoldspolitik giver tryghed

"Bramstrupkollegiet skal være et trygt hjem, hvor der er god stemning, og hvor man bliver hørt og kan udtale sig på husmøder, også om konflikter." Sådan lyder det i Bramstrupkollegiets beboervoldspolitik. Læs her, hvordan den blev til.
Af: Af Kenneth Blad Jensen, beboer og Ulla Christine Christensen, stedfortræder

Beboerne på Bramstrupkollegiet er en broget forsamling med vidt forskellige problematikker. De unge bor meget tæt, og det kræver naturligvis stor tolerance. Vi lægger meget vægt på, at de unge lærer at hjælpe hinanden, løse konflikter og bruge hinandens ressourcer. Det gælder også i forbindelse med vold og trusler.

Hvad sker der her?

I begyndelsen af 2005 havde vi et par voldsepisoder, hvor to beboere, som før havde været gode venner, blev voldsomt uvenner. En del af de unge blev meget overraskede og utrygge, da de ikke forstod, hvad der kunne gå så galt, og heller ikke kunne forestille sig, hvordan man kunne stoppe episoderne. Det fik mange til at trække sig ind i sig selv, og der opstod et ønske om at lave en beboervoldspolitik for at skabe tryghed.

Pædagogerne overvejede, hvordan vi bedst kunne støtte op om det. Fra vores brugerindflydelsespolitik havde vi erfaringer med, at de fleste beboere hurtigt går "død" i udredninger, forklaringer og fine begreber. De ønsker hurtige og klare instruktioner frem for en lang proces. Derfor var det vigtigt, at processen og selve beboervoldspolitikken ikke blev for abstrakt og ambitiøs på deres vegne. Det skulle vedblive med at være deres egen politik, hvor alle deltog på det niveau, de kunne.

Udgangspunktet

Den pædagogiske linje på Bramstrupkollegiet bygger på en motivationsteori og objektrelationsteori. Det betyder, at alle følelser er i orden og rigtige, men man skal lære at kunne rumme sine følelser, fx vrede, uden acting out. I stedet skal man lære at fortælle andre, hvad det gør ved én, når de handler på en måde, der gør en vred, og bede dem handle anderledes. Grundlaget er at anerkende sig selv og hinanden med de følelser, vi har, og at lære at administrere dem på en hensigtsmæssig måde.

En anden tilgang var den systemiske og anerkendende, hvor fokus var på, hvad der fungerer godt nu – det vi vil bevare – og hvad der kunne fungere bedre – det vi vil udvikle. Vi ville desuden gerne skabe et billede af, hvordan beboerne ønsker, det skal være at leve og bo på Bramstrupkollegiet.

Processen

Bramstrupkollegiet har tradition for at informationer og beslutninger, som har med beboernes kollegieliv at gøre, tages op på et husmøde (se boks).

Husmødet er dog for stort et forum til at inddrage alle i en udviklende proces. Derfor besluttede vi at dele beboerne op i tre grupper med en pædagog i hver, som dels skulle være mødeleder, ordstyrer og skriver. Grupperne blev inddelt ud fra, at der skulle være mindst én motiveret beboer i hver gruppe, og ud fra beboernes indbyrdes relationer og holdninger. Vi undgik at sætte beboere sammen, der var utrygge ved hinanden, og satte slagsbrødrene i hver sin gruppe. Desuden ville vi gerne sprede de enige og fordele dem, der kunne give udtryk for deres holdning, så hver gruppe ville få en indre dynamik og ikke for hurtigt ville blive enige.

På det første møde lagde vi ud med et kort oplæg om, hvad der tidligere havde været oppe på husmødet i forhold til vold og mobning og med en lille del af Bramstrupkollegiets overordnede politik (resten kunne læses på en opslagstavle).

Hver gruppe skulle derefter bruge tre kvarter på at tale om deres definition på vold og om formålet med en politik. Buddene skulle skrives op på store plancher, så alle i den efterfølgende tid kunne gå og se på dem. Tanken var, at vi efter gruppesamtalerne skulle mødes og kort høre fra de andre grupper. Den ene gruppe var imidlertid ikke til at stoppe igen – så vi lod dem fortsætte i halvanden time og aftalte i stedet, at vi næste gang startede med at høre kort fra hver gruppe.

Politikken

Næste møde blev allerede en uge efter, da beboerne var meget tændte på gruppearbejdet og næsten ikke kunne vente. Her talte grupperne om: Hvad gør vi, hvis der opstår vold, trusler, psykisk chikane eller selvskadende adfærd, og hvad kunne vi ønske, vi kunne gøre? Stemningen var stadig helt euforisk, og mange beboere fik undervejs en erkendelse af, at de tænker og reagerer forskelligt, og at det derfor er vigtigt at spørge hinanden og give udtryk for, hvad man tænker og føler – da de fleste episoder med vold og trusler opstår på grund af misforståelser.

Vi var nu nået ind i sommerperioden, og der opstod en afmatning i forhold til emnet.

Plancherne fra grupperne hang alle på væggen, og mange beboere mente, at det var selve beboervoldspolitikken. Andre ville gerne have det skrevet sammen, og vi besluttede, at en pædagog og en lille gruppe beboere skulle gøre det. Efter sommeren blev den sammenskrevne beboervoldspolitik accepteret, og de fleste mente, at der ikke var grund til at bruge mere krudt på det.

Sig noget sødt til din nabo

I dagligdagen har politikken bevirket, at beboerne ved, at vold og trusler ikke accepteres, og at vi forventer en ordentlig omgangstone. Både beboere og pædagoger refererer til politikken, og flere beboere føler, at kollegiet er blevet et mere trygt sted at bo.

Nogle beboere giver udtryk for, at beboervoldspolitikken havde en god effekt i starten, men at det er svært at lave en politik, da vi er så forskellige, og der er delte meninger om, hvordan man takler vold. Selv om vi har en politik, kan der stadig være mobning, som er belastende for andre, fordi det er svært at vide, om det er for sjov eller alvor. Både beboere og medarbejdere lægger vægt på, at det er trygt at bo på kollegiet, og at der er en ordentlig omgangstone. Det er vigtigt løbende at tale om tingene og at tage konflikter op, når de er der.

Siden beboervoldspolitikken blev til, er der flyttet en del nye beboere ind. De har ikke været med til at udarbejde politikken og føler derfor ikke ejerskab for den. Udfordringen er nu at få inddraget de nye beboere uden at afmatte de "gamle".

Plancherne er i mellemtiden blevet så gamle og slidte, at de er faldet ned fra væggene, men politikken bliver udleveret til nye beboere i en velkomstmappe, og bliver skrevet stort på en enkelt planche, så den også altid er nem at rådføre sig med. Der er på nuværende tidspunkt et initiativ i gang med at lave farvestrålende stickers til at hænge op på gangene. Her står fx: Sig noget sødt til din nabo! Husk at behandle andre, som du selv vil behandles!

Liv i politikken – hvordan?

Sidste efteråret benyttede vi muligheden for at søge voldsforebyggelsesprisen til at få liv og engagement i debatten igen. Stoltheden i beboergruppen over at blive indstillet, og muligheden for at vinde et beløb til fællesskabet kunne få liv i interessen. En beboer og en pædagog lavede en indstilling – desværre havde vi ikke ressourcer til at følge det op med gruppearbejde igen.

Vi går således stadig med overvejelser om, hvordan vi holder liv i beboervoldspolitikken. Hvordan får vi inddraget nye beboere, så de føler ejerskab? Hvordan får vi prioriteret vores ressourcer, så vi har mulighed for at gribe oplagte chancer til at få nogle spændende vinkler på?

Har du idéer til det, hører vi gerne fra dig.

 

 

 

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, september 2006 (årgang 12 nr. 1).

www.vold-som-udtryksform.dk