At mødes med respekt

"bruger og pædagog i dealog". Sådan lyder overskriften på Regnbuens udviklingsprojekt, som efterhånden har slået rødder og er blevet en naturlig del af dagligdagen. Det handler om at "blive hjemme hos sig selv" og møde brugerne med respekt og ligeværd.
Af: Af Karen Pedersen, freelancejournalist

Respekt, anerkendelse og ligeværd. Det er vigtige værdier på Regnbuen, og fundamentet for projekt "Bruger og pædagog i dialog", som blev sat i søen i 2002. Regnbuen i Frederiksborg Amt er et dagtilbud for mennesker med udviklingshæmning.

- Vi har altid diskuteret vores værdier, så projektet var en naturlig del af det. Det handlede – og handler – om at få etikken i forgrunden, når vi taler med brugerne. Vi ville gerne blive bedre til jeg-du-relationer. Mange af brugerne er vokset op inden for åndssvageforsorgen og er vant til at blive betragtet som genstande, fortæller Sussi Larsen, daglig leder af Regnbuen.

Hvordan kan vi lave om på det og gøre op med "genstandsgørelsen"?, spurgte personalet sig selv. Og de fandt hurtigt ud af, at det handlede om at gribe i egen barm.- 90 pct. er personaleudvikling. Helt basalt handler det om, at vi skal øve os i at "holde os hjemme hos os selv" og være til stede. Vi må møde brugeren åbent og respektfuldt og være bevidste om, at han eller hun skal have plads, siger Sussi Larsen.

Pædagog Anni Wettlaufer, supplerer: - Vi skal øve os i at høre, hvad den anden siger og handle ud fra det. At sætte etikken i forgrunden frem for viden. Vi siger ikke til en ny bruger: Når du er 30 år og har den og den diagnose. Vi møder ham som et menneske, og så må vi se, hvad der kommer ud af det.

Noget af det, medarbejderne har haft fokus på i projektet, er af afdække både deres eget og brugernes repræsentationssystem – det vil sige den måde, vi opfatter verden på. Der er tre primære repræsentationssystemer: det visuelle (synet), det auditive (hørelsen) og det kinæstetiske (følelser, smag og lugt).

- Repræsentationssystem har også betydning for, hvordan man taler sammen. Hvis en bruger er auditiv gælder det om at tale til høresansen, hvis en bruger er visuel skal der billeder på, forklarer Anni Wettlaufer og giver et eksempel:

- En af vores brugere er auditiv – og meget glad for tog. Så hvis vi har været ude at køre i tog, er det med at spørge ind til det på den "rigtige" måde: "Smækkede døren ordentligt?" "Var der nogle gode fløjt?"

Sussi Larsen: - Vi forsøger i det hele taget at være opmærksomme på at matche brugernes repræsentationssystem. Vi arbejder fx meget med musik, som vi også bruger til at "ankre" stemninger, hvis der er uro, eller til at "slukke for larm". Mange af brugerne er auditive og derfor meget påvirkede af støj.

Medarbejderne matcher også brugerne med mange ting: lyde, sprog, bevægelser eller aktiviteter. Det gør de for at styrke brugernes selvværd. For at de skal føle sig anerkendt.

Sussi Larsen: - En bruger har det fx med at stampe i gulvet og siger "bah", når vi møder hende. Så gør medarbejderen det samme. Det gør, at hun føler sig set.

Anni Wettlaufer: - Vi bruger sproget og alt muligt andet til at tune os ind på hinanden. Vi matcher også brugerne i deres aktiviteter. Hvis en fx sidder og tegner, så kan jeg sætte mig ved siden af og tegne. Det ligger der en anerkendelse i. Jeg "bliver hjemme hos mig selv" og anerkender det, hun gør. Det kan også være en stille stund i sofaen, hvor man bare er til stede, følger åndedrættet eller en enkelt bevægelse. Det har lært mig meget. Jeg synes jeg får lov til at mærke lidt, hvordan det er at være dem.

Sussi Larsen: - Egentlig kan det siges kort. Man skal ikke kæmpe for prestige, bare være til stede med et menneske, man har respekt for.

Og så er vi tilbage ved nøgleværdierne. I praksis er respekt og anerkendelse mange ting. Fx er det anerkendelse, når der tikker en mail ind på computeren om, at en er løbet tør for Regnbuens specielle peberblanding, som brugerne producerer (se boks). Det var også anerkendelse, da Anni Wettlaufer i ribssæsonen havde en lille kurv med på arbejde med ribsgrene i. Forklaring som følger:

- En af vores brugere hjalp meget til derhjemme, da hun var barn. Det var også hendes opgave at plukke bær. En dag, da det var regnvejr, klippede hun alle grenene af ribsbuskene og tog dem med ind! Den historie har hun måttet høre for mange gange. Da jeg kom med kurven med ribsgrene og sagde: "Hvor er det godt, at jeg har lært at plukke ribs ligesom dig!", blev det vendt til noget positivt. Det kom der nogle gode snakke ud af og vi fik lavet rysteribs som i "gamle dage".

På den måde forsøger medarbejderne at tage udgangspunkt i brugernes livshistorie og interesser. I Annis gruppe arbejder de fx meget med naturen. De lytter til fugle, fordi en af brugerne er meget dygtig til at kende fuglestemmer, har naturkalender, samler blomster i grøftekanten osv.

Og personalet er ikke i tvivl om, at det virker at have etikken i forgrunden. Brugerne er blevet mere rummelige og tolerante, fx er de blevet bedre til at vente. De tager flere initiativer, er mere sammen og viser mere interesse for hinanden.

Anni Wettlaufer: - Vi kan se det på relationerne mellem brugerne, de kontakter hinanden mere, er mere opmærksomme på hinanden. Hvis en fx sidder med fotoalbummet, kan en anden rykke over vil se med. Der er også flere, der strikker, vi har en hel lille strikkeklub, og selvom der måske ikke er så meget snak, så er der sammenhold.

Sussi Larsen: - Vigtige sidegevinster er, at brugerne er mindre udadreagerende og selvdestruktive, og at vi ikke har brug for magtanvendelse. Det handler også om, at de føler sig set og anerkendt.

- Samtidig har vi som medarbejdere fået det bedre med vores arbejde. Nu er den største udfordring, hvordan vi bliver ved med at holde gejsten i hverdagen og bliver ved med at tror på det, vi gør. For der har da også været modstand undervejs. Det skal indarbejdes i kulturen, ellers er det ikke noget værd.

- Vi øver os hele tiden, og vi kan stadig blive dygtigere til at møde brugerne med etikken i forgrunden. Indimellem rammer vi ved siden af. Men det, at vi bliver opmærksomme på det, er den første forudsætning for, at vi kan gøre det anderledes næste gang.