Det begynder med os selv

I kølvandet på høj faglighed og professionel selvværd følger glæde og udvikling.
Af: Af psykolog John Zeuthen

Det er tankevækkende, at man i dag ikke stiller det som et krav i ansættelsen, at professionelt personale skal kunne afgrænse sig fra en klient uden at afvise vedkommende, at man som ansat skal kende forskel på at sige ja og nej, eller at man som professionel skal vide noget om sammenhænge mellem venlighed og autoritet.

Har vi glemt at vi hver især skal tage ansvar for at udvikle og forandre os gennem vores arbejde?

Ovenstående er eksempler på forhold, man som psykologisk konsulent er nødt til at interessere sig for; når man har konsulentopgaver i pædagogiske miljøer, hvor voldsom livskvalitet og voldsom adfærd ikke er adskilt.

Vold optræder ikke meningsløst i pædagogiske relationer. Vold" optræder måske meningsløst i andre relationer, eller når der ingen relation er. Men hvis vi som professionelle gentagne gange udsættes for "meningsløs vold", så er det på tide, at vi får hjælp til at se det, vi ikke kan se, eller taler om det, vi ikke vil vide af. Det man er mest bange for, kan man blive tiltrukket af, og hvis man ikke genkender dette mønster, så kender man endnu mindre til klientens mønster!

Fra sikkerhedsudvalg til tryghedsudvalg

Sikkerhedsorganisationer, fagforeninger og arbejdspladser "kæmper" for et bedre arbejdsmiljø landet over. Sikkerhedsudvalg laver et kæmpe arbejde for at hæve livskvaliteten for både personale og klienter.

Ordet sikkerhed er i pædagogikken knyttet til begreber som overskuelighed, forudsigelighed og kontrol Hermed ligger det lige om hjørnet at tro, at al voldsom adfærd skal kontrolleres, at pædagogik kan bruges til at bekæmpe vold, og at indsatsen skal gå på at nedbringe negativ adfærd.

Flere og flere har gjort den erfaring, at pædagogik ikke er noget særligt godt kampmiddel til at bekæmpe vold-som-adfærd. Det har samtidig vist sig, at pædagogik er yderst velegnet i en indsats med voldsomme mennesker. Her er det bare ikke volden, der står i centrum, men klienters ressourcer og behov. Hvis klienten f.eks. har behov for overskuelighed, er struktur stærk medicin. Hvis klienten har brug for tryghed, er relationspædagogik en mulighed.

Måske skulle man oprette tryghedsudvalg på de enkelte arbejdspladser og knytte ordet tryghed til de sammenhænge, hvori det udvikles, nemlig relationer og rytmer båret af kontakt.

På sigt er det måske præcis her den professionelle organisation adskiller sig fra den mindre professionelle.

Det personlige arbejdsmiljø. Hvis pædagogisk indsats er rettet mod noget, man frygter ikke vil se eller bare vil af med, så rettes indsatsen "mod" noget eller nogen.

Hermed kommer følelser af ufrihed, angst og afvisning ind i handlingerne. Det vi mest frygter, forfører os til mindst at ville tilbyde relation og kontakt, der hvor det er mest nødvendigt.

Det er vores eget ansvar, at vi grundlæggende ekspanderer og inddrager glæde, frihed, humor og kærlighed i hverdagens tanker og professionelle handlinger. Det betyder, at vi skal tage ansvar for vores atmosfære, det de andre kan sanse, når vi er der.

At føle angst eller opløftelse i hverdagen er ikke en tilfældighed. Det har at gøre med, hvad vi tænker, og hvordan vi tænker. Det har at gøre med vores indstilling.

At stille sig ind på det pædagogiske arbejde har at gøre med at forene høj faglighed med selvforvaltning.

Der er i dag en meget stor åbenhed over for at ville se på sig selv i sin professionelle praksis, fordi man er interesseret i at udvikle nye kompetencer og større selvindsigt.

Hvor man før i tiden brugte meget tid på at forsvare sig, vil man i dag gerne bruge tid på at åbne sig for ny viden. At få øje på, at man som personale mistænker sig selv for det værste, hvis noget går galt for klienten, eller at se på skyldkomplekser og selvundertrykkelse som mønstre, der fungerer uafhængigt af arbejdspladsen, det er at vågne op til en professionel selvforvaltning i hverdagens praksis.

At acceptere at fortiden hele tiden er i forandring, at man kan knytte an til nye aspekter af erfaringer, selv når erfaringerne er smertefulde er ligeså.

I hverdagens arbejde med klienter, der søger den accept fra andre, de ikke kan give sig selv, og har en bevidsthed som "trækpapir", hvorved de suger vores oplevelser af dem selv ind og ikke kan adskille sig selv fra vores oplevelser af dem - der. er der altid risiko for voldsom adfærd.

Professionel selvforvaltning

Professionel selvforvaltning betyder, at personalet undgår "krig" med klienten, ved selv at bestemme over handlinger i stedet for at fanges ind i automatiske reaktioner.

Det er en udfordring for hele personalegruppen at finde en robusthed i forhold til verbale og fysiske overgreb, som kommer udefra. Et skridt på vejen er at lære at adskille sig fra klienterne på en ansvarlig måde. At kunne være ved klientens angst og lidelse uden at være i den, og at kunne være ved sin egen vrede uden at ville hævne sig på klienten, er svære balancer.

Denne udvikling kan kun ske i personalegrupper, hvor værdier som: åbenhed, respekt, ærlighed, mod og varme er realiteter.

Høj faglighed er noget, der slides ned med tiden. Det, der for år siden var brugbart som modvægt til klienters ubalancer, er i dag måske gået hen og blevet en dødvægt. At erkende at det, man har været god til at tackle, har forandret sig, og at man i dag ikke kun kan bruge i gårs pædagogiske metoder, er en vanskelig proces. Selvom det er vanskeligt, er det en nødvendighed.

Høj faglighed og professionelt selvværd hænger sammen. Begge er de gode smittekilder for glæde og udvikling.