Pejling på volden

"Vi kan med følsom optimisme konkludere, at volden er reduceret, men også at der fortsat skal ydes en stor indsats for at skabe diskussion om volden i forhold til arbejdsmetoder, forebyggelse, personaleuddannelse og beredskabsplaner. Og for at volden anmeldes, når skaden er sket"
Af: Arbejdsskadekonsulent Kirsten Rosenstand, Socialpædagogernes Landsforbund

Jeg sidder til daglig trygt på min kontorstol i Socialpædagogernes Landsforbund (SL), hvor jeg arbejder som arbejdsskadekonsulent. Den vold, jeg møder, er i medierne og er altid af katastrofekarakter. Mennesker dør og lemlæstes, og vi har en opfattelse af, at volden kommer hvor som helst og når som helst. Men jeg møder også volden via mit arbejde i et forbund, hvis medlemmer arbejder med mennesker, som for kortere eller længere tid i deres liv udøver vold. Eller i arbejde på institutioner, som har den daglige vold eller trusler herom som deres virkelighed.

Som arbejdsskadekonsulent får jeg gennem supervision fra de lokale amtskredse, som kører arbejdsskadesagerne, en viden om, hvilke typer arbejdsskadesager som "hitter". Der har gennem en årrække været en ligelig fordeling mellem rygskader/skader i bevægeapparatet og voldsskader. Desværre er det statistiske materiale ikke til stede, men et kvalificeret bud er, at ca. 40 % af skaderne sker i ryg og bevægeapparatet, 40 % er voldsskader, og de sidste 20 % er skader af blandet karakter.

Det er nu syv år siden jeg starte-de i SL, og mit første indtryk gennem sagerne var, at medlemmer på de socialpædagogiske arbejdspladser havde en særdeles stor risiko for at blive udsat for vold på deres arbejdsplads. Sagerne var mange og alvorlige. Det var en lige så stor erfaring, at man på mange arbejds-pladser ikke havde sat volden på dagsordenen på personalemøder m.m. Det var et område, man ikke talte meget om. For alle viste jo, at beboerne reagerede voldeligt, og at dagligdagen på jobbet indebar en risiko for at blive udsat for vold. Lidt firkantet sagt var det den enkeltes problem at tackle det.

Det går den rigtige vej

Men med den fokus, som projekt Vold som Udtryksform har givet volden, både i forhold til det pædagogiske arbejde og i forhold til det arbejdsmiljømæssige er der også set fra mit skrivebord sket en positiv ændring.

Det er erkendt, at det er en stor belastning at arbejde med voldelige beboere, fordi volden eller truslen om volden overskrider vores grænse. Der er blevet taget fat på en åben diskussion om volden, og det er blevet legalt at melde ud om sine egne holdninger og grænser, at sige fra, og at man i personalepolitikker har fået fastlagt procedurer for, hvordan man på institutioner skal handle i tilfælde af, at en kollega bliver udsat for vold. Det er mit indtryk, at denne ambulancetjeneste fungerer, og at psykologbistand til den voldsramte er en selvfølgelighed.

For når alt dette er sagt, er det en realitet, at volden altid vil være til stede på institutioner med voldsomt udadreagerende beboere, og at det derfor fortsat handler om at holde fokus på handleplaner, som "anmeldelse". Den kommer ikke langt i systemet og vil derfor aldrig optræde i hverken Arbejdstilsynets eller ArbejdsskadestyreIsens statistik.

Derfor vil jeg benytte mig af spaltepladsen til at slå fast, at SL's holdning og strategi er, at al vold skal anmeldes til Arbejdstilsynet efter første dags sygdom og som arbejdsskadesag, hvis der er mulighed for, at der skal ydes behandling m.m. forårsaget af volden. Da der ofte er tale om psykologbehandling i en eller anden udstrækning som følge af volden, vil der være grundlag for at anmelde den som en arbejdsskade. Endelig er det vanskeligt at afgøre om voldsskaden vil få varige følger senere, og derfor skal den under alle omstændigheder anmeldes.

Ingen præcise tal

Som nævnt tidligere har SL ikke statistik på arbejdsskadesagerne. Og derfor er det svært at give eksakte tal på, om volden er gået op, ned eller er som hidtil. Det er min: fornemmelse ved at spørge sikkerhedsrepræsentanter og ledere, at den voldsomme vold er reduceret, men at truslerne om vold stadig udgør et arbejdsmiljømæssigt problem. Arbejdsskadesagsbehandlere på SL's amtskreds kontorer fortæller, at det også er deres opfattelse, men at de ofte overraskes over, at der pludselig kommer en række anmeldelser af vold. Altså at det ikke er en stabil nedgang i forhold til anmeldelser af arbejdsskader.

Fornemmelsen om nedgangen bliver understøttet i to forskellige talmaterialer. Arbejdsskadestyrelsen har oplyst, at anmeldte ulykker med psykisk lidelse som hoveddiagnose (hvilket dækker vold), hvor forsikringsselskaberne er kommunale og amtskommunale eller selvforsikrede kommuner eller amtskommuner, er faldet fra 410 i 1995 til 310 i 1996. Altså en reduktion på 100 over et år. De tal kan selvfølgelig også diskuteres i forhold til, om det er volden; der er reduceret, eller det er et udtryk for de nævnte manglende anmeldelser.

Endelig er der netop udkommet en stor undersøgelse fra Arbejdsmiljøinstituttet: "Danske lønmodtageres arbejdsmiljø og helbred 1990-1995". Det er en omfattende undersøgelse i omfang, både i forhold til dataindsamling og aspekter af det danske arbejdsmarked i 1990 og i 1995. Man har bl.a. undersøgt det psykosociale arbejdsmiljø, herunder som en delproblematik udsættelse for vold eller trusler. Både for mandlige og kvindelige lønmodtagere (i øvrigt ikke specificeret i fag) er volden reduceret fra 1990 til 1995 med angivelse af at være blevet en fjerdedel mindre i 1995. Der tales om, at meget få bliver. udsat for trusler eller vold (ca. 2 % af de 5.575 interviewede personer). Det giver en pejling om, at volden er reduceret på arbejdsmarkedet generelt, men vi kan ikke derudfra læse om volden specifikt er reduceret på de pædagogiske institutioner.