Vi kan jo se, det virker

De Gamles By i København har stor succes med bogrupper for svært senildemente med alvorlige adfærdsproblemer. De fysiske rammer og de tætte menneskelige relationer gør at de ældre kan leve et godt liv i trygge og overskuelige omgivelser.
Af: Karen Pedersen

Indsigt, viden og fantasi. De tre ord går igen, når udviklingssygeplejerske Marianne Løvdahl fra De Gamles By "Skal give "opskriften" på succesen med bogrupper for svært senil demente. Mennesker med så voldsom eller generende adfærd, at de ellers ville være henvist til kommunens psykiatriske afdelinger.

- Pleje og omsorg kræver viden og indsigt i den enkelte beboer. Og fantasi til at finde ud af, hvad det handler om. Man skal være forudseende og kunne tyde tegn og signaler. Og så skal man have lyst til arbejdet og selv være i overskud, siger Marianne Løvdahl.

- Forsøget med bogrupperne begyndte i 1993 og er fra 1996 blevet et permanent tilbud. Grundideen er, at det fysiske miljø har afgørende betydning for svært senildementes liv. Derfor ligner boligerne "normale hjem" uden lås på døren og uden overvågning. Her er tætte menneske lige relationer døgnet rundt og ikke skyggen af hvide kitler.

Det har vist sig at være en god ide. Beboerne trives, og problemerne med voldelig adfærd forsvinder helt eller delvist

- Alle vores beboere ændrer adfærd, fortæller Marianne Løvdahl, men understreger samtidig, at der ikke er noget, der hedder at opføre sig "forkert", bare man ikke er til fare for andre. I de næsten fem år, bogrupperne har eksisteret, har der kun været enkelte beboere, som ikke er faldet til og har måttet flytte igen.

Nogle af de adfærdsmønstre, som kendetegner svær senil demens, er vold mod sig selv og andre, hvileløs flakken rundt på alle tider af døgnet, støjen og råben og stærkt generende adfærd, total mangel på pli i socialt samvær med andre og ingen respekt for, hvad der er dit og mit.

- Det kan lyde barsk, men sådan virker her ikke. I begyndelsen havde vi travlt med at få overfaldsalarmer sat op, men vi har heldigvis aldrig haft brug for dem, fortæller Marianne Løvdahl. Det samme gælder den plan for krisehjælp, som ligger parat i skuffen, hvis uheldet en dag skulle ske.

Alle kan noget

Hvis det skal lykkes at undgå vold, skal personalet kende beboerne og fornemme og forstå deres reaktioner.

- Igen - det handler om indsigt og indføling, selvom der selvfølgelig er enkelte beboere, som kan reagere voldsomt uden varsel, siger Marianne Løvdahl.

- Det kan være meget individuelt, hvad der kan føre til vold. En ting, der kan virke truende, er at komme i bad - at man skal klædes af. Vores beboere kommer ikke nødvendigvis i bad hver dag. Vi prøver altid at se på, hvis behov det egentlig er. Vi har fx en beboer, som måske kun kommer i bad hver 14. dag - selvom hendes mand godt kunne tænke sig, at det skulle være lidt tiere. Men vi vil ikke tvinge hende til mere, så længe det ikke er sundhedsfarligt.

Alle kan noget, men ingen kan alt, er grundreglen blandt personalet. Det gælder om at bruge hinandens faglige og menneskelige ressourcer bedst muligt i forhold til beboerne og altså også acceptere, at en kollega måske bedre end en selv kan få fru Jensen i bad.

Et redskab, som personalet især i de første år har haft glæde af, er at lave handlingsplaner for en beboer, hvis noget er svært, fortæller Marianne Løvdahl.

- Det kan fx være en beboer, som hele tiden slukker for radioen, selv om de andre gerne vil høre musik, eller en beboer, som er meget voldsom med maden. Så analyserer vi, hvad der sker i situationen, og hvordan de forskellige opfatter det. Vi laver en dataindsamling. Og ud fra det en handlingsplan for, hvad vi vil gøre ved det i løbet af de næste uger.

Personalet tager stærkt afstand fra at bruge medicin til at pacificere eller "disciplinere" beboerne, men bruger medicin, når det er nødvendigt ved fx vrangforestillinger og angst.

Overskuelig hverdag

De 66 ældre bor i to huse i små bogrupper med seks personer i hver. Hver beboer har sit eget værelse med eget bad og toilet, og til hver bogruppe hører en fælles opholdstue og køkken, som man kommer direkte ud i fra værelset. Det er let overskueligt areal med et hjemligt præg.

Overskueligheden sammen med den tætte personlige kontakt med personalet er det vigtigste for at skabe en tryg dagligdag.

Det faste plejepersonale er sygehjælperne og social, og sundhedsassistenterne, men servicegruppen med portører og depotlederen er også kendte ansigter.

- Vi lægger meget vægt på, at beboerne skal have det rart, siger Marianne Løvdahl.

- En meget urolig beboer bliver aldrig bare sendt ind på værelset for at være der. Der skal også ske noget rart.

Om eftermiddagen er der en ekstra medarbejder - en "springer", som bo-grupperne deler. Hun kan gå tur med beboerne, gå ind på værelset for at lytte til musik eller hjælpe til med praktiske ting.

Svært demente mennesker kan ofte kun klare helt almindelige daligdags aktiviteter sammen med de nærmeste, fortæller Marianne Løvdahl. - De kan ikke skrælle en hel gryde kartofler, men så kan de måske skrælle to.

Det kan også være lykken at få et fodbad eller få lov til at fordybe sig i reklamerne fra Brugsen. OG så bliver der sunget meget. Johnny Reimar og Liva Weel fylder ofte opholdsstuen. Mange har også glæde af at komme ud i naturen på en gåtur eller måske bare til en kop kaffe i haven.

De beboere, der kan klare det, kan også deltage i de fritidsaktiviteter, som er fælles for hele De Gamles By - fra silkemaling til krobal med Keld og Hilda. - Det er hel tiden ud fra den enkeltes behov, kun fantasien sætter grænser, siger Marianne Løvdahl.

Pårørende guld værd

Hver beboer har en kontaktperon, som de pårørende altid kan henvende sig til. Samarbejdet med de pårørende har høj prioritet. - De pårørende er guld værd - de er meget vigtige for os, fordi de kender beboeren. Beboerne kan ofte ikke huske, men kan godt genkende, hvis de får fortalt. En del af den livskvalitet vi gerne vil give dem, er netop at hjælpe dem med at huske, siger Marianne Løvdahl.

Især når beboerne flytter ind er det vigtigt, at de pårørende hjælper med at indrette boligen. Her har personalet også stor glæde af pjecen: Her er mit liv,  hvor de pårørende kan notere alle mulige personlige ting om beboerne - deres yndlingsmad, tøj og musik osv.

Personalet skal opkvalificeres

I de første par år var den en del personaleudskiftning i bo-grupperne. Arbejdet svarede ikke altid til forventningerne, og nogen syntes, det var for psykisk hårdt eller ensomt. Inden bo-grupperne blev oprettet var alle ansatte på kursus i blandt andet senil demens og gruppedynamik, men ellers har det været "learning by doning" undervejs. 

- Når man har været her 2-3 år, trænger man til at se noget nyt eller til at få fyldt mere på. Derfor er vi ved at lave en efteruddannelse i demens. Målet er at opkvalificere personalet, så de også kan vejlede andre i De Gamles By, fortæller Marianne Løvdahl.

Uddannelsen skal henvende sig til sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter, der har været ansat i mindst 2 år, og kommer til at indeholde undervisning i demens, forebyggelse og behandling, pleje, aktivering og stimulering, kommunikation og pædagogik.

Lever længere

Men er der da slet ikke noget, der ikke er lykkedes undervejs? - Det synes jeg egentlig ikke, siger Marianne Løvdahl - men det er måske, fordi vi ikke har den indfaldsvinkel, at det er så frygtelig svært. Vi gør det bare det naturlige. Vi kan jo se det virker!

- beboerne lever utrolig længe - længere end man skulle tro, for det er jo meget syge mennesker. Vi mener, at det er omsorgen, indsigten og plejen, der gør det. Jeg vil gerne selv bo her, hvis jeg engang bliver dement.