Når identiteten smuldrer

Vold i arbejdet med senildemente er kommet mere i fokus. Bedre kommunikation og mere opmærksomhed på det fysiske det sociale og det psykiske miljø, er nøgleord, når det gælder at forebygge, at volden opstår.
Af: Forstander Lis Hjøllund, Amtsplejehjemmet Saxenhøj, Sakskøbing

At hendes mand ikke mere kunne huske det mest almindelige som at tage tøj på og at bruge kniv og gaffel, var en ting. At han ikke kunne huske børn, børnebørn og venner helt præcist var noget andet og mere følelsesbetonet - man lærer at indrette sig mere eller mindre. Men da han begyndte at beskylde hende for at stjæle og af og til slog hende, så var det skræmmende og uforståeligt. Ofte opstod de voldelige episoder, når hun ville hjælpe ham med klæde sig på eller sagde ham imod, og sommetider skete det også for hende at se helt uden grund.

Mangler åbenhed

I demensplejen kendes vold, når den demente øver vold mod personale, medbeboere eller besøgende. Men også magtanvendelse fra personalet, hvor der er tale om at hindre vold, blevet en del af hverdagen.

Der er ingen tvivl om, at det er belastende at arbejde i et miljø, hvor vold og magtanvendelse er en del af ens arbejdsmiljø, og at det er vigtigt, hvordan det tackles, og hvilken synsvinkel og holdning personalet har til det.

Vold i forbindelse med demens er ofte et udtryk for afmagt, frustration og fortvivlelse. Ikke desto mindre er vold en advarselslampe, der bør få støttepersoner til at undersøge og analysere de konkrete situationer, der har ført til voldsepisoderne, idet de største problemer med at tackle og minimere volden er bagatelliseringen, fortielsen og den manglende åbenhed, der ofte er. Det gælder ikke mindst på demensområdet. Fordi det ofte er ældre mennesker, der er tale om, er der er en usagt mening om, at det nok ikke er så galt.

Myter som: Dygtige personaler får ikke tæsk, det er kun tøsedrenge, der taler om angsten og afmagten, og man må tage de tæv, der kommer, når man er ansat her, er også med til, at det ikke altid er så nemt at tage problemerne op.

Omsorgssvigt eller overgreb

Undersøgelser viser at de fleste aggressive episoder, der kan udløse vold opstår i forbindelse med berøring (72%). Andre episoder (26 %) opstår uden berøring, ofte fordi den demente ikke kan tolke situationer og føler angst, og ganske få (2 %) uden årsag.

Det betyder, at der er ganske mange voldsepisoder, hvor det er muligt at forebygge.

At yde omsorg til demente er en balance, hvor den professionelle hele tiden balancerer mellem omsorgssvigt og overgreb. Hvis den demente person for eksempel ikke selv er i stand til at klare den personlige hygiejne eller gå på toilettet, må personalet tage over, ofte mod den dementes ønske og vilje, og her udløses de fleste voldsepisoder. Her er det vigtigt, at personalet er øvet i kommunikation med demente, for når kommunikationen svigter, er ofte kun aggressionerne tilbage.

Miljøet i fokus

Samtidig med at sætte fokus på kommunikationen er det også vigtigt at se på miljøet og gennem planlægning og indretning forsøge at minimere mulighederne for, at der opstår voldssituationer. Der er flere forhold i miljøet at tage hensyn til, når dagligdagen skal tilrettelægges.

Fysisk miljø: Overskuelighed, genkendelse, tryghed.

I forhold til demente er det alfa og omega, at det fysiske miljø er overskueligt, roligt og indrettet på genkendelse. Det kan godt være, at den demente ikke kan kende en enkelt ting, men at der er tale om en mere generel oplevelse. Derfor er det vigtigt at indrette den dementes værelse, så møblerne er placeret i samme forhold til hinanden som i det oprindelige hjem. Desuden kan faste pladser ved spisebordet, egen stol i fællesrummet og en fast personalestab være med til at give tryghed og genkendelse.

Socialt miljø: Samvær, mening, funktion.

Når en dement person flytter fra et miljø til et andet, tager det lang tid for den demente at finde sig til rette. Der kan gå op til tre måneder, før personalet kan se, hvad det er for et menneske, der er bag symptomerne på demens. Derfor er det nødvendigt med tålmodighed og få indgreb.

Det er vigtigt, at den demente får mulighed for at fungere på et niveau, hvor han eller hun kan få succes. Det handler om at kende den enkeltes vaner og tidligere interesser og bruge det som udgangspunkt og planlægge aktiviteter herudfra, at kunne opsplitte den enkelte aktivitet i meget små dele og at kunne se, hvor den demente kan gå ind og udfylde en af delene.

Psykisk miljø: Ligeværdighed, grænser, respekt.

Her er det vigtigt, at medarbejderen er opmærksom på sig selv og kender sine egne grænser i forhold til den dementes grænser. Det kan være vanskeligt at skabe ligeværdighed, men det er ikke umuligt og sker ofte i detaljen. Personalet skal være opmærksom på stemmeføring og kropssprog, og arbejde med at bringe overensstemmelse mellem det, der siges med ord, og det kroppen siger. Det kan i samværet med den demente være godt, at personalet har føling for, at det indimellem kan være rigtigt at trække sig for at give den demente frihed og mulighed for at genfinde sin smuldrende identitet.

Hvordan kommer vi videre?

Nøgleordene er: Viden, åbenhed og støtte.

For kunne skabe åbenhed og støtte op om hinanden er det vigtigt, at der kommer gang i en debat om, hvad den enkelte opfatter som vold, og hvorfor denne opfattelse er forskellig fra person til person. Samtidig er det nødvendigt, at der i personalegruppen er vilje til at gribe ind, når en kollega handler uhensigtsmæssigt og derved bringer den demente i en afmagtssituation.

Voldsepisoderne børe registreres, og episoden skal bagefter gennemgås med en neutral person, der ved uddybende spørgsmål kan sikre, at medarbejderen får erkendt og bearbejdet den vrede og de frustrationer, der er uundgåelige.

Viden og støtte er helt centralt. Det gælder viden om: Demens, den enkelte beboer, egen formåen og egne grænser. Og støtte i den konkrete situation til at komme videre og til at forebygge.