Tomme trusler
Trusler er en del af vores sprog og kultur. Og det kan være svært at skelne, om truslen er alvorligt ment eller blot en talemåde. Derfor er det vigtigt at tale episoden igennem bagefter - både for klienter og personale. Personalet må også tage deres eget sprogbrug op til revision, så det ikke bare bliver et spørgsmål om, hvem der truer bedst.
Af: Souschef Kirsten Mølgaard. Ribe Amts Forsorgshjem. Esbjerg
Så længe menneskeheden har eksisteret har der fundet trusler sted. Dommedagsprofetien kender vi alle.
Trusler findes i mange varianter. Der er de små banale hverdagstrusler. Dem, som vi alle bruger eller har brugt, når vi opdrager vores børn, eller som vi kender fra vores egen opvækst. Hvem husker ikke ordlyden: "Hvis du ikke holder mund nu ... skal jeg sørge for..."
Vi ved det godt. Det er en trussel, som i 90 % af tilfældene kun bliver brugt for at give situationen lidt luft og lidt tid at løbe på. Og er vi rigtig heldige, er sidegevinsten en smule magt.
l aviser, tv og radio møder vi også truslen: "Lærer vi ikke at værne om vores miljø...så..." En alvorlig trussel. som har betydning for os alle nu og i fremtiden. Og selvfølgeligt tager vi den da alvorligt, lige indtil næste store sensationelle nyhed tårner frem.
Børn truer hinanden: "J eg sladrer altså til min far...så ..." Børn truer voksne: "Hvis jeg ikke må få det...gør jeg det og det..."
Voksne truer børn: "Hold op ...ellers... " Voksne truer voksne: "Hvis du siger dette her ...skal jeg nok sørge for..."
Politikerne truer... . Medierne truer... Sagsbehandlerne truer... Trusler er hverdagskost, det er en del af vores sprogkultur.
Kun få tager truslerne alvorlige. Og hvorfor gør vi så ikke det? Er grunden, at vi ikke hører truslerne som trusler? Er vi ligeglade med konsekvenserne?
Når vi taler om trusler på sociale institutioner, bliver situationen en anden. En meget stor del af de voldsepisoder, der dagligt bliver indberettet, handler om psykisk vold. Altså trusler mod personalet.
Trusler om fysiske tæv. Trusler om død og helvede mod både personen selv og hans ellers hendes nærmeste. Trusler om ødelæggelse af liv og gøren.
Jeg skyder dig sgu en dag
Jeg mener, at man selvfølgelig skal tage trusler som ovenstående meget alvorlige. Men hvorfor gør vi det så kun i nogle tilfælde? Hvordan skelner vi, om det er alvorligt ment, eller om det bare er ord?
Det er svært at give et entydigt svar på, men fakta er, at vi som mennesker og behandlere reagerer forskelligt og ud fra både psykiske og fysiske aspekter i vores eget liv.
Et andet aspekt er, hvad personen, som kommer med truslen, udstråler. Hvad siger hans kropssprog? Hvordan er tonefaldet? Ordlyden i truslen er måske knap så vigtig.
Jeg har selv fået truslen: "Jeg skyder dig sgu en dag" uden at gøre mere ud af det end at bede personen forlade huset. Hvorimod jeg på et andet tidspunkt blev truet med: "Jeg skal nok få ram på dig en dag" og reagerede med bankende hjerte og tårerne pressende mod øjnene.
Den person fik karantæne fra institutionen, og der blev lavet en indberetning.
I begge tilfælde forblev truslerne trusler. Jeg led altså ingen fysisk overlast. Ved efterfølgende rationalisering og evaluering af episoderne kunne jeg mærke forskellen, mens forklaringen på forskellen blev diffus og uklar.
På institutioner møder vi oftest mennesker, der føler sig underlegne og uden selvtillid.
Vi er "de store" - vi er "magten". At tage kampen op mod de store og mod magten med vores metode er en ulige kamp. Vi vil altid gå af med sejren. Klienten vil i hvert tilfælde opleve situationen sådan. Det er på dette tidspunkt truslen kommer ind i billedet. Det er klientens værktøj til at få magten - til at blive den store.
Snak om det bagefter
Selvfølgelig er det ubehageligt at få trusler smidt i hovedet, men måske skulle vi lære at skelne mellem, hvornår truslen er reel, og hvornår det blot er en talemåde. Med talemåde mener jeg, at klienten bruger truslen til at komme af med sin frustration. Han mener måske i bund og grund ikke det, han siger, men på baggrund af hans opvækst og den kultur, han kommer fra, er det måske "normalt" . at sige: "Jeg slår dig sgu ihjel" i stedet for: "Du kan rende mig noget så grusomt".
I det øjeblik truslen er en talemåde kan en efterfølgende evaluering af episoden måske være en god forebyggende metode. Hvis klienten har brugt truslen som en del af sin normale sprogadfærd - altså talemåde - kan han ved at tale episoden igennem blive gjort opmærksom på, hvilke uheldige virkninger hans udtalelser giver, og hvordan han eventuelt kan forsøge at løse en konflikt på en anden måde i stedet. Han vil derved blive gjort opmærksom på, hvordan han virker på omgivelserne, og hvorfor han bliver behandlet, som han gør.
I dag bliver klienter smidt ud, når de har truet personalet. De får ikke nogen mulighed for at få episoden talt igennem.de har truet personalet. De får ikke nogen mulighed for at få episoden talt igennem.
Personalets sprog til revision
Vi må, med vores viden og erfaring, være dem, som forsøger at ændre forholdene. Vi må give klienterne en chance for at møde os på en anden måde.
Og vi må tage vores eget sprogbrug op til revision. Hvordan taler vi til klienterne? Hvordan svarer vi klienterne? Bruger vi selv trusler til at opnå noget?
Jeg mener, at vi som behandlere kan mindske risikoen for at blive udsat for trusler, hvis vi differentierer og analyserer hver episode ved at se på alle parters deltagelse.
Vores klienter reagerer og handler ud fra deres normer og deres opdragelse og har hverken ressourcer eller indsigt til at lave radikale ændringer i deres opførsel.
Og i bund og grund handler det måske om, hvem der truer bedst!! Klienterne eller personalet?
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 1997 (årgang 3 nr. 2).