Aktivitet er godt for miljøet

På psykiatrisk afdeling i Randers har en gruppe ergoterapeuter sat sig for at afprøve, om aktivitet kan indvirke positivt på behandlingen af psykotiske patienter og samtidig være med til at bekæmpe tvang. Et tilbud om individuel støtte og skræddersyede aktiviteter til patienterne har indtil nu været en succes. Først og fremmest kan det mærkes på miljøet i afdelingen.
Af: Karen Pedersen

Kan tilbud om målrettet aktivitet, som er tilpasset den enkelte psykotiske patient, have en positiv effekt på behandlingen? Og kan aktiviteten være med til at hindre, at der opstår konflikter og begrænse, de situationer, hvor patienterne skal fastspændes med bælte? Det var nogle af de tanker, ledende ergoterapeut Kirsten Hansen fra Randers gik og tumlede med for tre år siden.

Og der var ikke langt fra tanke til handling. Kirsten Hansen forelagde sine kolleger på psykiatrisk afdeling på Randers Centralsygehus ideen om at etablere en vagtordning, hvor ergoterapeuterne påtog sig en ny, opgave i at give individuel støtte til patienterne og bruge særligt udvalgte aktiviteter som tilbud.

Kollegerne var med på ideen, og efter en grundig forberedelsesperiode var projekt "Intensiv individuel støtte til psykotiske" en realitet den 1. januar i år. Projektet løber over to år, og hovedformålet er at kvalificere tilbudet om kontakt til svært psykotiske patienter. Foreløbig er langt den største del af støtten givet til patienter på den lukkede afdeling og på den kombinerede afdeling med åbne og skærmede pladser. Der er efterhånden blevet ansat fire ekstra ergoterapeuter i forbindelse med projektet, så bemandingen i dag er ni ergoterapeuter og en fysioterapeut.

Det virker

Ergoterapeuterne havde fra begyndelsen mange hypoteser om, hvilke ændringer projektet ville føre med sig: At det ville føre til færre tvangsfikseringer, at indlæggelserne ville blive kortere, at trivslen i personalegruppen ville, blive bedre og meget andet. Men er forventningerne så blevet indfriet, her hvor projektet er næsten halvvejs?

- Jeg synes det virker overraskende godt. Det gør en større forskel, end vi havde regnet med. Miljøet på afdelingerne er helt sikkert blevet bedre. Det har vi egentlig ikke haft som hovedformål, men det kan jo også indirekte medføre mindre tvangsanvendelse, at det har haft en afsmittende effekt på afdelingen som helhed, så også medpatienterne har gavn af ordningen, siger Kirsten Hansen.

- Vi havde fx en meget syg dame, som var slem til at gå, ind på de andres stuer og rode i deres ting. Det medførte en del konflikter. Man kan sagtens forestille sig, at vores tilbud om individuel støtte til hende har betydet mindre tvang både over for hende og medpatienterne.

Kirsten Hansen er endnu meget forsigtig, når det gælder om at sætte tal på, om tvangsforanstaltningerne, som fx bæltefikseringer, er faldende på grund af projektet.

- Jeg tror det har en effekt på tvang. I det andet kvartal i år var magtanvendelsen så lav som nogensinde. I tredje kvartal var der en del tvangsforanstaltninger koncentreret om to patienter, hvor vi godt nok var hos den ene, men det var ikke nok. Vi håber selvfølgelig, at projektet vil medføre, at brugen af tvangsforanstaltninger falder, men det vil ikke være troværdigt, hvis vi melder det ud som et resultat på nuværende tidspunkt siger hun.

Møder med en blank kalender

Støtten til den enkelte patient består af samvær og tilbud om forskellige former for aktiviteter. Ergo- og fysioterapeuterne indgår i en rullende vagtordning, som indpasses efter, hvilke andre opgaver de har, og hvad de føler; de har kapacitet til. Vagten dækker tidsrummet 9.30 - 21.30 på hverdage og 11-20 i weekenden.

Den ergoterapeut, som har vagten, møder om morgenen med en blank kalender og får så "tildelt" en patient. Det kan den ene. uge være en deprimeret og forvirret ældre kvinde, som vil forlade afdelingen, og den næste en angst og urolig skizofren ung mand. Afdelingssygeplejerskerne afgør hver morgen, hvem der har størst behov for individuel støtte den dag - ud fra kriterier om angst og uro, aggressiv eller selvmordstruende adfærd. Det kan være den samme patient, der i en længere periode får tilknyttet en ergoterapeut, eller det kan skifte fra dag til dag.

- Vi prøver selvfølgelig at holde os løbende orienteret om patienternes tilstand og har et tæt samarbejde med patientens kontaktperson. Når vi så har etableret en kontakt til patienten og kan se, at han eller hun kan klare et aktivitetstilbud, udnytter vi det. Det er tit i korte perioder - et kvarter eller en halv time her og deri dagens løb. Nogle patienter har overhovedet ikke overskud til aktiviteter, men i betragtning af, hvor dårligt mange af dem har det, er det en stor del, der faktisk er i stand til at benytte sig af tilbudene.

- Inden vi gik i gang, diskuterede vi nøje, hvilke aktiviteter vi ville tilbyde, og hvilke krav, muligheder og begrænsninger der ligger i de enkelte aktiviteter. Hovedkriterierne er, at der skal være en klar struktur, at det skal være enkelt og overskueligt og realitetsnært, siger Kirsten Hansen.

Almindelige aktiviteter mest populære

Aktiviteterne er delt op i otte hovedgrupper: Musik/radio, bøger/læsestof, video/fjernsyn, hobby, spil, fysiske aktiviteter, mad, hverdagsaktiviteter og ture ud af huset. Inden for de forskellige grupper er der både svære og lette aktiviteter, fx kan "mad" være at varme pommes frites i køkkenet eller bage boller, hvis der er kræfter til det.

Dagens avis, radio og tv og en gåtur i terrænet er de mest populære aktiviteter.

- Patienterne vil gerne det, som vi også kender fra os selv. Have tid til at læse avisen, se tv, ud at have lidt frisk luft. Det er markant tydeligt, at det er de meget almindelige ting, som de vælger mest. Jeg ser det som sundt og godt, at de er orienteret mod verden og relaterer sig til livet udenfor, siger Kirsten Hansen og tilføjer:

- Men jeg er blevet overrasket over, hvor lang tid der går med at spise. Det er helt basalt, men det er vanskeligt for mange, fordi de tror, det er farligt at spise maden eller måske er bange for at kaste den op igen. Selvfølgelig ville de også få mad, hvis ikke vi var der men måske ikke med den samme ro omkring måltiderne.

Kirsten Hansen understreger, at mange af aktiviteterne netop kan lade sig gøre, fordi ergoterapeuten er hos patienten hele dagen og er i stand til at udnytte de perioder, hvor han eller hun har overskud til deltage i en aktivitet.

- Tidligere fik patienterne støtte af skiftende personale, og på den måde er der ingen, der når at få et overblik. Ingen der observerer: "Hov, hun snakkede vist også om musik i går, måske var det "en ide..". Det kan vi i kraft af vores tilstedeværelse.

Rent praktisk kan det også lade sig gøre, fordi ergoterapeuten har en "rullevogn" med bøger til højtlæsning, beroligende musik, video-, film, spil, forskellige materialer til hobbyprodukter med mere med sig.

En vigtig del af projektet er at registrere, hvad ergo terapeuterne og patienterne foretager sig sammen. Det gør det muligt at nuancere og udvide de aktiviteter, som patienterne har glæde af. I praksis har det fx betydet, at der er blevet købt flere cd'er med slagere og ældre dansk musik.

Efter hver vagt udfylder ergotera-peuten et skema, hvor hun noterer, hvilke aktiviteter patienten har valgt den pågældende dag. Samtidig udfylder plejepersonalet et skema, hvor de angiver, om patientens situation er blevet bedre, dårligere eller er uændret efter at have haft tilknyttet en individuel ergoterapeut.

Hvad mener brugerne

Projektet er fra begyndelsen blevet meget positivt modtaget af det øvrige personale på afdelingen.

- Plejepersonalet er glade for at kunne give et kvalificeret tilbud til dårlige patienter. De kan se, at patienterne bliver roligere, og konflikterne mindre, fortæller Kirsten Hansen.

I begyndelsen af 1999 vil afdelingen indsamle tilbagemeldinger fra brugerne. I samarbejde med Service - og Kvalitetskontoret i Århus Amt skal der foretages en evaluering, som skal give en pejling på patienternes oplevelse af, hvilken betydning tilbudet om individuel kontakt har for den samlede behandling.

- Og så håber vi da, patienterne har opdaget, at der sker noget! siger Kirsten Hansen.

- Det er i hvert fald vores indtryk, at de er glade for projektet. De synes det er rart, vi er der, og spørger tit: "Hvem kommer i morgen?". De føler et savn, når vi trapper ned, efter at vi har været hos dem i en periode.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, december 1998 (årgang 4 nr. 2).

www.vold-som-udtryksform.dk