Nye skibe i søen
I Fyns Amt er arbejdet med at forebygge vold i bo og servicetilbudene for udviklingshæmmede intensiveret. Styregruppen er blevet fornyet, og der er taget flere nye initiativer i år.
Af: Karen Pedersen
Efter en periode, hvor det voldsforebyggende arbejde på Fyn har været lidt på vågeblus, er der nu nye initiativer på vej. Styregruppen har fået nyt blod - der er kommet to nye ledere med fra amtets bo - og servicetilbud for udviklingshæmmede, og som noget nyt også to medarbejderrepræsentanter. Desuden har en psykolog fra Bedriftssundhedstjenesten sagt ja til at være med i gruppen. "Renoveringen" har været medvirkende til, at der nu igen er øget fokus på volden.
Status pr. telefon
En vigtig opgave i år har været telefoninterview med lederne i 12 udvalgte bo - og servicetilbud for udviklingshæmmede. Formålet var dels at få et overblik over og en status på det voldsforebyggende arbejde på arbejdspladserne, dels at få en pejling på, hvad der især er behov for at arbejde videre med fremover. Tilbagemeldingerne viste, at det især er døgntilbudene, der har arbejdet med at forebygge og håndtere vold - fordi de har haft problematikken tættest inde på livet. Men meldingerne viser også, at "basis" i både dag- og døgntilbud er i orden.
Registreringen af volden og beredskabet ved voldsepisoder er stort set på plads - og det er flot -men der er fortsat behov for at holde opmærksomheden oppe, når det gælder beredskabsplaner, siger Ingrid Hviid, psykolog i Fyns Amt og formand for styregruppen i projekt Vold som Udtryksform.
Ud over den fortsatte opmærksomhed peger hun i sær på tre områder, hvor der ifølge interviewundersøgelsen er behov for at sætte ind. Det handler for det første om den langsomme psykiske nedslidning. Det vil sige konsekvenserne på lang sigt af at arbejde i et voldeligt miljø. Her peger medarbejderne især på, at der behov for mere supervision. Et andet område, som kræver øget fokus, er vold mellem beboere, og endelig er der behov for at følge mere konkret op på registreringerne af voldsepisoderne.
Nyt udviklingsprojekt
På baggrund af tilbagemeldingerne fra interviewrunden foreslår styregruppen, at der etableres et nyt udviklingsprojekt om forebyggelse og håndtering af vold i to udvalgte bo og servicetilbud, som selv er motiveret til at være "modelprojekter". Første trin bliver en generel kortlægning af de to arbejdspladser for at afdække deres kultur og miljø mv.
- Herefter vil vi sætte et egentlig program i værk via Bedriftssundhedstjenesten. Vi har endnu ikke afklaret præcis, hvad det skal indeholde, men nogle af elementerne bliver sandsynligvis supervision, deltagelse i personalemøder og ledersparring, fortæller Ingrid Hviid.
Hensigten er, at de to institutioner skal være gode eksempler på, hvordan verden kan se ud, hvis man er gearet til at tænke i at forebygge voldsom adfærd. Vi vil gøre meget ud af formidlingen fra projektet, så erfaringerne forhåbentlig kan brede sig som ringe i vandet.
Foreløbig er styregruppen ved at beskrive projektet nærmere. Planen er, at det skal sættes i gang fra næste efterår. Inden da holder styregruppen i foråret en temadag om kvalitet i det pædagogiske arbejde for medarbejderne i bo - og servicetilbudene
Netværk for sikkerhedsrepræsentanter
Et andet nyt initiativ er et netværk for sikkerhedsrepræsentanter fra små arbejdspladser.
- Vi fik efterhånden en del meldinger om, at det kan være svært at holde gejsten oppe, hvis man er alene - posten som sikkerhedsrepræsentant er ikke ligefrem den mest populære. Da vold jo er et stort arbejdsmiljøproblem, syntes vi, det kunne være relevant at gøre noget her. Derfor har vi taget initiativ til et netværkssamarbejde for sikkerhedsrepræsentanter, fortæller Ingrid Hviid.
Foreløbig er 10-12 sikkerhedsrepræsentanter fra Syd - og Østfyn med i netværket. De mødes en gang i kvartalet og bruger hinanden som sparringspartnere og til gensidig erfaringsudveksling og inspiration, ligesom der hver gang er en oplægsholder udefra med på møderne. Indtil videre er to repræsentanter fra styregruppen tovholder i netværket, men på længere sigt er det meningen, det skal køre selv. En gang om året er det planen at lave et arrangement, hvor også sikkerhedslederne er inviteret med.
- Sikkerhedsrepræsentanterne er glade for at have fået det forum. Det virker som om, de har fået selvtilliden igen og har fået lyst til at gå hjem og gøre noget, siger Ingrid Hviid, som håber at initiativet kan føre til, at der fremover kan etableres lignende netværk andre steder på Fyn.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, december 1998 (årgang 4 nr. 2).